Fragments and Foci

Vi ser, hvad vi har lært at se. Herfra hvor vi står. En græsk-romersk statue i hvid marmor. Traditionel afrikansk maske i mørkt træ. Et gammelt tæppe i sofaen.

Vi har haft god tid til at vænne os til de ordener, vi kalder kultur: sort og hvid, klassisk og etnografisk, centrum og periferi, men pludselig står det klart, at de modsætninger eller dikotomier ikke er neutrale. De er blevet skabt, gentaget og institutionaliseret gennem århundreder. Og nogle søger at fastholde og forsvare dem for enhver pris. Det føles trygt, men er håbløst. Det er farligt og heldigvis umuligt. For helt inden i os kan vi se ting på en anden måde og med andre redskaber. Det kræver noget af os. Noget vi heldigvis har. Nemlig evnen til at læse i kunstens sprog. Hvor det ikke handler om meninger – men om forståelse(r).

Sanford Biggers ophæver ikke dikotomierne. Han gør noget mere interessant: Han splitter dem ad. Sætter dem sammen igen. Og tilføjer noget nyt. Han lader dem eksistere samtidig. Ikke enkeltvis ved siden af hinanden, men i det enkelte værk, hvor de forskellige elementer smelter sammen uden at miste deres forskellighed.

Han står på skuldrene af kunsthistorien, men han står ikke stille deroppe. Han vrider dens former fri af de fortællinger, vi har vænnet os til at forbinde med dem. Et fragment kan synes gravet ud af en fjern fortid og samtidig være umådeligt nutidigt. Codex-serien arbejder med antikke quilts, der bliver bemalet og iscenesat. Vævet ind i japanske mønstre, hiphop og amerikansk folklore om hemmelige vejvisere i Underground Railroad. Karyatid-serien arbejder med træskulpturer, der forbinder gulv og loft. De bærer historien og forbinder samtiden med fortiden. Den anamorfiske tegning på væggen samler sig og brydes, når vi bevæger os. Et skridt til siden kan ændre det hele. Fortællinger, vi har lært at holde adskilt, får plads i samme værk. Alt er ubesværet.

Hos Biggers er historien stadig i brug. Han arbejder videre med det, vi har arvet, og giver plads til det, vi har overset, slettet og misforstået. Vi får lov at se det hele igen –  som vi aldrig har set det før – og som det egentlig altid har været. Dette er den absurde og rørende og skræmmende fortælling om os. Mennesket. Homo sapiens. Her er vi. Se selv.